august 05, 2011

Alternativ støtte....

Indrømmet: Hos 2Base er vi alle - næsten da - vilde med fodbold. Blandt mine kollegaer kan jeg finde glødende fans af storhold som Fenerbahce, Galatasaray, FC København og sågar Sønderjyske. (Okay, Sønderjyske er måske ikke noget storhold, men eftersom jeg støtter dem, tæller de også med).
Lokale Alanyaspor har aldrig rigtigt trukket, for de helt ærligt ikke er særligt gode. Pt. frister holdet en tilværelse i 3. bedste række, og kæmper hvert år for at undgå nedrykning.

Alligevel er vi nu alle blevet udstyret med intet mindre end sæsonkort til alle Alanyaspors hjemmekampe. Og det må vel betyde, at vi også støtter holdet.

Og så til det helt åbenlyse spørgsmål: Hvorfor skrive om dette på en boligblog?

Svar: Af den simple grund at Alanyas skødekontor for tiden ikke bare udsteder skøder, men lader et sæsonkort til fodboldklubbens hjemmekampe følge med. Mod betaling af et absolut mindre beløb naturligvis, og eftersom det er selveste chefen for skødekontoret, som står for udstedelsen, er det jo helt umuligt at sige nej tak :-)

Pengene går i Alanyaspors slunkne pengekasse, og lad os håbe det i sidste ende giver positivt udslag på banen.

I øvrigt kan det nævnes at undertegnede med årene har været tilskuer til flere af Alanyaspors hjemmekampe, og aldrig er blevet opkrævet entre....
Jeg har for dem sags skyld heller aldrig set dem vinde, men sådan er der jo så meget :-)

Vi lader sæsonkortene stå et øjeblik....








0 kommentarer:

Send en kommentar